De færreste tænker over historien bag mange af de produkter, som fx tandpasta, vi bruger i dag.
Det er åbenbart gået op for mennesker ret tidligt, at det giver god mening at passe på sine tænder. Jeg har i min undersøgelse til dette indlæg fundet, at man allerede i oldtiden brugte en form for, hvad vi i dag vil kalde tandpasta.
Dengang var der imidlertid ikke samme bekvemmelighed som i dag, og de brugte angiveligt knuste æggeskaller, trækul, trevlede pinde eller sågar pimpsten til at få tænderne rene! Trækul kender vi i dag for dens blegende egenskaber, og der er derfor et stort udvalg af tandpasta med aktivt kul på markedet.
Vi bevæger os videre til omkring 1700-tallet hvor læger, tandlæger og kemikere fra Europa begynder på en udvikling af en mere ‘moderne’ tandpasta. Det blev til en form for pulver, hvor hovedingrediensen var natron – noget man også kan finde i husmorråd i dag.
Fra pulver til paste
Det skulle tage omkring 100 år, før man gik fra pulver til en paste. Man tilføjede glycerin til førnævnte kemiske blanding baseret på natron og endte således med en paste.
Dette udviklede Colgate på, og i 1873 udsendte de den første masseproducerede tandpasta – på det tidspunkt på dåse og ikke den velkendte tube. Det tog ca. tyve år før en amerikansk læge tænkte på, at komme tandpastaen på tube – i 1892. Her havde man altså noget, der meget lignede den tandpasta, vi kender i dag.
Tandpasta med fluor
I Danmark begyndte man i 1960’erne at tilsætte fluor i de fleste tandpastaer for at undgå karies.
I dag findes et væld af alternativer. Man kan få tandpasta med forskellige smage, i forskellige farver, og så er der også forskellige versioner alt efter, hvilke ønsker man har for sine tænder. Fx fås med og uden fluor eller en række forskellige tandpastaer til forskellige udfordringer, man kan have med tænderne.
Vi er altså, heldigt nok, kommet et godt stykke vej siden oldtidens knuste æggeskaller og pimpsten. Det kan du sætte pris på, når du skal børste tænder og er minty fresh i aften!